27545494_1642889202459894_3164698669533340995_n

En tryg barndom er noget, der dagligt tales om

Børn har ret til en tryg barndom med tillid til de voksne om dem. Sådan bør det være alle steder. Men uanset land, så ved vi også, at det desværre ikke altid er virkeligheden.

Sandt være sagt, er der ALT for mange overgreb her i landet, og man siger, at ca. hver 3. barn i Grønland har oplevet et overgreb.

Nakuusa har netop startet en landsdækkende kampagne HVER DAG med oplysninger, som skal køre de næste par måneder. Det er en flot og værdig kampagne, som rammer lige i hjertet, og appellerer til alle om at tage ansvar – HVER DAG.

Se den første video, og følg Nakuusa for de næste videoer som kommer. De har gjort at stort stykke arbejde med at filme i alle livets sammenhænge, hvor børn og unge skal følge sig trygge. Og de har på hjemmesiden givet en masse oplysninger og praktiske oplysninger. Hvis vi alle HVER dag holder øje, indberetter og er der for udsatte børn, så gør vi HVER DAG livet bedre for mange. For HER DAG tæller.

Overgreb er et kæmpe samfundsmæssigt problem, som sender ekko langt ind i sundhedsvæsen, skoler og kommuner. Heldigvis er man flere steder vågnet, og har lavet ambitiøse mål i socialforvaltningerne om at tilbyde både hjælp i tide og mere af den. Jeg håber sådan, at kommunerne når deres mål, men ved også, at det er svært at få de socialrådgivere, som der kræves. Det er bare nødvendigt. Ellers fungerer børnene ikke i skolen og der kommer mén helt op i voksenalderen.

Jeg har selv talt med flere unge og voksne, hvor jeg næsten ikke kan være i mig selv, når jeg hører deres historier.

Når det er sagt, så vil jeg også gerne opfordre specielt danskere til at tænke sig om to gange, før fordommene tager over. Vi har et kæmpe problem med overgreb i Grønland. Men der tales om det, og der gøres noget. I Danmark er det svært at få tal på problemet, da det er et tabuemne. De undersøgelser, som jeg kan finde, spænder fra, at mellem 12 til 20% af danske børn og unge oplever overgreb. Og kommune på kommune oplever at få rigtig trælse sager, som giver næser.

Jeg ved godt, hvad jeg helst vil: Jeg vil helst, at der bliver talt åbent om overgreb i alle lag af samfundet. Og her er Grønland altså foran Danmark – efter min ydmyge mening.

 

Vil du følge med fremover?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og få besked når der er nyt på bloggen:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *