IMG_9516

Tid til afsked…

Jeg snød den anden dag. Og fik slet ikke lavet det, jeg skulle. Det er også ok. Så må jeg løbe lidt stærkere og indhente de to timer. Solen skinnede varmt, ingen vind, og solsengen på altanen lokkede voldsomt. Pakket ind i et par tæpper mærkede jeg solen prikke i kinderne, mens jeg nød, blundede og fik ladet energi. To timers maksimal selvforkælelse!

At indhente de to timer med aftenarbejde, nåede jeg ikke. For det er den tid på året… Den tid, hvor vi siger farvel til venner og bekendte, som rejser fra Grønland. Nogle vil sige, at det sker hele året, hvilket er helt korrekt, men for os børnefamilier, er det nu, det gør ondt. Skoleåret slutter, og familierne rejser til sommerferien. Der er opbrud, der siges farvel og der høres om nye, som kommer efter ferien.

Min ti årige søn og jeg satte os på hver sin side af spisebordet. Jeg med den bærbare og han med ugeopgaven. Som nu er et gennemblødt stykke papir. Hans verden væltede over titlen: ”Skriv om hvad du glæder dig til i det næste skoleår. Og hvad du bekymrer dig om.” I hans klasse rejser to børn, hvor den ene er blandt de bedste venner. Så der var ikke meget at glæde sig til. Vi sad på gulvet i en time, knugede hinanden, fortalte de gode historier, grinte, græd sammen, og fik rippet op i sårene fra sidste år, hvor en af de bedste venner også rejste. Det var hårdt, at være en sej dreng på ti år.

I min datters klasse rejser der tre elever, og som forældre siger vi farvel de voksne. Sådan er det. Sådan er Grønland. Sådan er det i alle internationale samfund, hvor folk kommer for at varetage et job og rejser igen, når jobbet er gjort. Vi kan vælge at sørge, eller vi kan vælge at takke for de gode stunder, mindes med et smil og med oprejst pande tage i mod de nye som kommer. Her kommer gode sider ved facebook i spil.

På godt og ondt er det en del af Grønland, at folk kommer og går. Uanset om man er børnefamilie eller ej. Flertallet bliver her kun i tre år. Som par eller familie har man den fordel, at man aldrig er alene, for det slår ekstra hårdt for dem, som er alene. Og dem er der flest af her. Vennekredsen bygges op igen og igen, og flere har kommenteret til mig, at det er hårdt efter et par år pludselig at være den, som måske har været i Grønland længst tid, og dermed den med mest Grønlandserfaring. Selvom om man ikke føler sig sådan.

Det er også nu, at mange familie trækker vejret dybt, og sender de store børn hjemmefra. Niende og/eller tiende klasse tages ofte på en efterskole i Danmark, og så følger ungdomsuddannelsen. Det er hårdt, min egen datter fylder 13 år lige om lidt, og jeg kigger ind i, at jeg kun har hende hjemme i to år mere. Det kan jeg slet ikke forholde mig til, men jeg ser hvert år vennepar, som overlever. Så det gør vi nok også.

Afsked er hårdt, uanset om man er 10 eller 40 år. Det er også sundt at mærke kroppens reaktion. Og det er vildt hyggeligt med afskedskaffe, miks og de sidste kram for denne gang. De to timer i solen i dag var nok min måde at reflektere på. Fremfor at sætte mig ned og græde. Det er nok her forskellen på 10 og 40 år for alvor sætter ind.

Vil du følge med fremover?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og få besked når der er nyt på bloggen:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *