IMG_1745

Tanker om et socialområde, der ikke fungerer

Det er søndag, og jeg er så privilegeret, at jeg kan sidde her i vandkanten og nyde en storslået udsigt. Det er et glansbillede – og jeg er rigtig glad for mit glansbillede. For lige her kan jeg sidde og lade tankerne foretage endeløse rækker eller blot være helt stille. Det er mit helle.

For hvordan kan jeg forsvare de muligheder og det liv, som mine børn har, når jeg er omgivet af familier, hvis virkelighed er fjernt fra min. Min teenagedatter sagde til mig den anden aften: ”Mor – man bliver aldrig for gammel til at blive puttet af sin mor. Når vi er i Danmark kommer mormor stadig og putter dig”. Og mit moderhjerte blev glad. Jeg har ikke tænkt over det før, men billedet er meget rammende for den tryghed, som jeg hver dag øver mig i at give til mine børn.

Det er bare ikke realiteten for mange børn i Grønland. Senest har en rapport fra børnetalsmanden afsløret, at forholdene i Kujalleq Kommune (Sydkommunen) er grelle, og der er mere end 800 ubehandlede sager hos socialrådgiverne.

Pr 1.1.2017 var der kun 1595 børn mellem 0 og 18 år i hele sydkommunen. Det svarer til, at hver andet barn er en ubehandlet sag. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange sager, der så ér behandlet… Og jeg håber virkelig, at min logik ikke holder i dette tilfælde.

Det skræmmende er, at der er mange sager i alle byer. I slutningen af 2015 kom børnetalsmanden med en rapport, som fortalte, at mange børn i Nordvestgrønland lever under vilkår, som FN’s Børnekonvention tillader; med både sult og seksuelle overgreb. For få uger siden som det frem, at selvsamme nordkommune nu, halvandet år efter rapporten udkom, har 55 ubesatte stillinger på socialområdet.

I Sermersooq kommune (hovedstadskommunen) har man for nylig til megen diskussion – for det kan man virkelig ikke – tænkt tankerne at give socialrådgivere bedre ansættelsesvilkår. Det er forskelsbehandling ja – men det er også en erkendelse af, at børn er Grønlands fremtid, og når socialområdet ikke virker, så må der gøres noget drastisk.

Det er nu, at jeg foretrækker blot at lade mit blik vandre endeløst ud over fjord og sne, og finde et roligt sted inde i mig selv.

Søren Espersen er en kontroversiel politiker, og uden at jeg normalt sympatiserer med ham, så har han ofte min respekt i grønlandske sammenhænge. Ja, hans udtalelser kan være udiplomatiske og meget ligefremme, men han er måske den danske politiker, som ved mest om Grønland, og oprigtigt interesserer sig for landet.

Da rapporten fra 2015 kom frem, var han ude med tankerne om, at Danmark midlertidigt burde overtage det ellers hjemtagede socialområde (siden 1980), og hjælpe med at få styr på det. Det var kontroversielt, og jeg skal hilse og sige, at det ikke blev taget godt i mod i Grønland.

Men man lyttede ikke til manden. Hverken i Danmark eller i Grønland. Det, han sagde, var, at nok har Grønland hjemtaget området, men Grønland er stadig under dansk ansvar, og Danmark har underskrevet nogle internationale konventioner på børneområdet. I Danmark er vi så og så gode til at kæmpe børnenes sag kloden rundt. Men vi vælger at lukke øjnene for vores egne grønlandske børn. Simpelthen fordi , at der er politisk håndskyhed i alt, hvad der er en kritik af Grønland. Som danskere må vi ikke blande os i interne grønlandske forhånd.

De tanker, som Søren Espersen luftede dengang, var, om man kunne finde en løsning, hvor Danmark sendte et task force til Grønland, som i samarbejde med Naalakkersuitsut skulle hjælpe med at få ryddet op – og med en pengesæk i ryggen.

Børns vilkår er for mig noget helt basalt, som skal være på plads, og set her fra min plads i solen er det knagme en god idé at undersøge Søren Espersens forslag nærmere. Drop de fine fornemmelser, både de danske og grønlandske, arbejd sammen og få lavet en helhjertet plan, som kan få socialområdet på ret køl. Hjemtaget område eller ej. Vi har ikke råd til andet. Hvis det var mig der bestemte, ville jeg heller ikke have hjerte til andet.

Vil du følge med fremover?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og få besked når der er nyt på bloggen:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *