sermitsiaq

Grønlandsk sjælebalsam

Når tid og sted ophæves, og når selvet og omgivelser går i et. Hvordan definerer man den tilstand ? Hvordan definerer man, at forfrosne fingre og tæer ikke føles, fordi jeg står helt stille. Blot ti meter fra den varme bil ?

Det er en af de fantastiske morgener, hvor det er så klart, at jeg føler, at jeg kan se til verdens ende. Himlen er blå, lilla, lyserød, turkis, orange… Det, vi her i vores familie kalder Disney-farver. Ungerne sad i bilen på vej til skole: “se mor: Nu er Disneyfarverne tilbage” Fjeldende er dækket af et tykt lag hvidt frost, og stadig kun et let lag sne. Stadig skinner de mørke sten igennem, men alt er hvidt. Jorden er hvid, tagene er hvide. Der er is på vandet – og i vandet. Store iskosser svømmer rundt. Og så er der larmende stille. Naturen synger sin sang så voldsomt højt, at den lukker alt andet ude.

Når jeg står og kigge på alt det, bliver tid og sted et, og jeg bliver helt stille. Rummet fylder mig ud, alle tanker forsvinder, og sjælen finder ro. Den oplades. Det er lige her, at Grønland forblænder, fortryller og holder fast i mig.

Det er sådan en morgen i dag. En morgen, hvor jeg kørte en omvej på vej hjem, efter at have sat børnene af i skole. Ud til kirkegården for at nyde den storslåede udsigt og bagefter til mit yndlingssted i Nuuk: På vej hjem på lufthavnsvejen, lige der hvor vejen slår et sving, og fjelde forvandles til hav. Lige der, hvor følelsen af at være klemt inde blandt sten, afløses af et hav så uendeligt stort.

Det er slet ikke så tosset endda. Også selvom jeg egentlig ikke var klædt på til hverken gåtur eller at stå stille ude i frosten. Nu sidder jeg så med fødderne i varmt vand, og teen damper mig i ansigtet. Jeg er kold, men levende.

IMG_0544

Vil du følge med fremover?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og få besked når der er nyt på bloggen:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *