blåbær

Sådan en helt standard weekend i Nuuk

Der er store oplevelser, personlig udfordringer – og så er der den helt almindelige hverdag.

Som nu denne weekend. Jeg er alene med ungerne, for der er vind på kysten, og min mand kom ikke hjem fredag som planlagt. Han sidder vejrfast i Narsarsuaq. Vi troede, han kom hjem lørdag. Men det gjorde han ikke. Så satsede vi benhårdt på søndag. Men der dukkede han heller ikke op. Nu er det så mandag, og han kommer hjem i eftermiddag. At sidde vejrfast en dag er fint. Fire dage kan også gå, men det er lidt langt. Men henover en weekend, er bare ikke sjovt.

Så børnene og jeg startede weekenden med ekstra portion fredagsslik for at dulme skuffelsen. Ren hygge på sofaen med Violetta på Netflix og bagefter dansk familiefilm i fjernsynet.

Lørdagen startede med at bage boller, spise morgenmad og gøre hele hjemmet rent. Efter rengøring var der lektier og min datters spanskundervisning. Så kom en veninde til datteren, mens sønnike løb på legepladsen sammen med et par venner. De fortsatte ned på rampen lidt senere. Resten af eftermiddagen stod på Minecraft… Nogle gange ønsker jeg mig tilbage til dengang, vi havde begrænsninger på internettet her i huset. Men fedt, at de kan spille med venner fra hele verden, eller bare tre børn her i hjemmet.

Jeg var inde i byen for at handle. Kunne konstatere, at der manglede helseprodukter på hylderne, og det tilbud, som jeg forgæves har spurgt efter hele ugen, var der stadig heller ikke. Et skib må være forsinket med varer. Ville virkelig gerne have købt de stearinlys på tilbud nu til den mørke vintertid. Det er bestemt ikke altid, at tilbudsavisens varer rent faktisk befinder sig på hylderne.

Hjemme fik jeg talt lidt med Danmark. Jeg får sjældent ringet i ugedagene, for når jeg er hjemme og har logistisk overskud til at ringe, så er det blevet for sent i Danmark.

Aftensmaden blev serveret i stuen, hvor vi hyggede med Netflix og de sidste tre afsnit af Violetta sæson 1. Imens gik solen ned og vores farve-aftenshow udspillede sig på himlen.

Søndag morgen tog jeg til brunch på byens gourmetrestaurant, og havde nogle hyggelige timer, mens ungerne igen kastede sig over computerne. Lækker brunch med alt der hører sig til og fokus på de grønlandske råvarer. Bagefter en tur i fjeldet alle mand for at samle sortebær og blåbær. Vi samlede godt tre kilo, så nu kan der laves syltetøj, chutney, og der er i fryseren til vildtstege eller den søde tand.

Før vi var færdige med at plukke og hjemme at rense og pakke i poser, blev det aftensmadstid, og så var den weekend væk. Pakke skoletasker, gøre klar til madpakker og så i seng.

Hvorfor er dette relevant her: Jo, der er en hel almindelig hverdag med pligter, gøremål og uden eksotiske indslag. Samtidig fik jeg sneget et par fakta om at leve i Nuuk ind: folk sidder tit vejrfast, der er en gourmet restaurant, der er internet til at trække både Minecraft og Netflix, forsyningsskibe er selv her i Nuuk ikke altid lige stabile, og så en smule om tidsforskel. Fire timer er jo ingenting, men det betyder faktisk en del i hverdagen.

Sådan en helt almindelig gennemsnitlig weekend, som der faktisk er flest af.

Vil du følge med fremover?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og få besked når der er nyt på bloggen:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *