Lena i Qaqortoq

Qaqortoq er en indre rejse…

Først forelskede jeg mig, så blev jeg desperat, og en uge senere har jeg nu fundet hverdagslivet.

Qaqortoq har været en rejse på mange fronter.

Natur, klima og omgivelser er det smukkeste og mest alsidige, jeg endnu har set og oplevet i Grønland. Her er grønt og små træer. Mælkebøtter, vilde valmuer, niviarsiaq (gederams) og lupiner danner en farverig kulisse. Solen skinner, sommertøj og duften af natur, som jeg pludselig indser, at jeg savner i Nuuk. Her er fjord, fjeld, søer, storis. Her er virksomheden, som på mange måder er indbegrebet af grønlandsk kultur: Garveriet, som forarbejder og sælger sælskind. Den hyggeligste lille plads i byens centrum med bindingsværk, gamle huse og et springvand (uden vand). Nordbo-historien, folkevandringer og naturen er lige udenfor døren, på fem minutter er man væk fra byen. Den er ude af syne. Uanset om jeg vil sejle, i fjeldet, på fiskeri eller på jagt.

Til gengæld er her ingen kulturliv, ingen biograf, ingen cafe. Flere har sagt til mig, at de savner muligheden for at vælge, hvad de har lyst til. Mulighederne er begrænsede, og man skal kunne underholde sig selv og være socialt udadvendt. ”Det er en død by”, som en med over 40 års erfaring i byen fortæller mig. “Men samtidig en skøn by, hvis man har løbet hornene af sig, er blevet etableret, og med børn udenfor den skolepligtige alder.” Skolen får ikke gode skudsmål.

Det er også en by med befolkningsflugt, høj arbejdsløshed og en stor social bagside.

Byen har kælenavnet Banankysten. På godt og ondt. Her er grønt og frodigt – og så er det lidt bananrepublik over magthaverne.

Samtidig er det en by, som kæmper. Blandt andet for turisterne. De håber, at anlæggelsen af en ny lufthavn bliver vedtaget på efterårssamlingen. Det vil gøre tilværelsen nemmere for byen, og gavne byens turisme. De kæmper for at blive Grønlands uddannelsesby nummer et. Campus Kujalleq har blandt andet gymnasium, HHX og akademiuddannelser. Og de kæmper for at få endnu flere. Byen håber på mineindustrien, som vil bringe arbejdspladser.

På arbejdspladserne leves hverdagen, der er udfordringer nok. I familierne går hverdagen med jobs, dagsinstitutioner, skole, sport. Det er en by med meget musik i, og byens borgere sikrer en levende by. Der er altid folk i gaderne. Ude at gå, småsnakkende eller bare siddende på en bænk i aftensolen. Der hilses, smiles og man modtages hjertevarmt i bybilledet.

Jeg har talt med rigtig mange, og alligevel en ekstra stor tak til Kit, som har delt hendes by med mig på godt og ondt. Fra historie til nutid. Over flere dage. Jeg smiler lidt, mens jeg kigger på fregatten Ejnar Mikkelsen, som har lagt til kajs. ”Store lommepenge” er i byen. Tak Kit for at dele dette levn af historien med mig. Og tak til Steffen for at lade mig komme med på sejllads. Det gjorde en kæmpe forskel.

Det har taget otte dage og en tur gennem hele følelsesregistret. Nu følger jeg mig rustet til at beskrive Qaqortoq. Det gjorde jeg ikke i går. Træt, men rigtig glad, og klar til at tage med helikopteren i morgen tidlig.

Vil du følge med fremover?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og få besked når der er nyt på bloggen:

  2Kommentarer

  1. Kristian Sørensen   •  

    Hvor er det en dejlig beretning. Det bliver spændende at læse bogen, når engang den udkommer!

    • Lena Lauridsen Lena Lauridsen   •     Forfatter

      Tak Kristian 🙂 Mange hilsner, Lena

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *