jordbær

Økologi i den grønlandske hverdag

”Det her kan Lena bare ikke være tilfreds med” Sådan lød ordene fra en købmand i Grønland under en snak, jeg havde med ham for nogle uger siden. Han havde været rundt i butikken, og havde kigget længe på hylderne med økologi, glutenfri og specialprodukter i den kategori.

Faktum er, at han er ansvarlig for min yndlingsbutik i Nuuk, når det gælder denne type produkter. Kan det blive bedre? Ja da! Så absolut og med fede streger under. Men det er faktisk helt ok, når vi tager alt i betragtning og et 17.000 mennesker stort kundegrundlag, hvor jeg tvivler på, at det er mere end max en fjerdedel, som bruger tid på netop disse hylder. Eller også har jeg bare vænnet mig til et rimelig basis udvalg, hvor mange specialprodukter ikke kan fås.

I hvert fald var jeg ved at falde bagover, da jeg handlede i Kvickly i sidste uge, og gik frem og tilbage gennem flere rækker, mens jeg betragtede det kæmpe udvalg af produkter i økologi/helse-kategorien. Alt det som vi drømmer om i Grønland, når vi bladrer i de sunde opskrifter, som vi for en stor dels vedkommende ikke kan lave 100% efter opskriften, da vi er nødt til at improvisere på råvarerne.

Og sådan opdager man langsomt, at man er blevet en del af Grønland, og mit ”vi kan jo få alt” er tilpasset min virkelighed, hvor vi bestemt kan få mere eller mindre alt. Men det er jo ikke alt, man i virkeligheden behøver. Vi kan måske købe 10 forskellige typer mel. På hylderne i Kvickly er der måske 25. Og jeg tager udgangspunkt i Nuuk. På hylderne i det øvrige Grønland er udvalget langt mindre.

Jeg er blevet vant til at gå på kompromis, til at bytte ud i råvarer, til at improvisere, og til at konstatere at min virkelighed i Nuuk er privilegeret i forhold til resten af Grønland. På noget så anti-helse som flødeboller kan vi også få både Spangsberg på daglig basis og de hjemmelavede fra Frellsens chokolade, når der er kommet friske forsyninger med skibet. De bliver så udsolgt i en periode, og kommer igen senere.

Jeg plejer at sige, at alle kan overleve i Nuuk. Alt kan fås. Selv vegetarer kan spise masser af fisk, og frossen grønt kan vi altid få. 99% af tiden har vi også masser af friskt grønt. Dyrere ja, og ringere kvalitet, men det er der. Til gengæld har veganere det svært, for nu begynder mulighederne at indskrænke sig kraftigt i forhold til specialvarer. Grønland er et kødland. På godt og ondt. Her spises kød, masser af kød, og du vil finde mange grønlændere, som stadig mener, at grønsager er et unødvendigt tilbehør.

Så nu vil jeg nyde det store udvalg og teste de avancerede opskrifter.  Udover økologien vil jeg stornyde hjemmelavet koldskål (flyfrisk kærnemælk er frygtelig dyrt i Grønland) med nye danske jordbær (som også er frygtelig fly-dyre i Grønland). SommerDanmark når det er bedst – vi mangler blot sommertemperaurerne.

PS – karton-koldskål kan sagtens købes i Grønland. Det koster ca. 15 koner. Det er bare mig, der er kræsen.

Vil du følge med fremover?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og få besked når der er nyt på bloggen:

  4Kommentarer

  1. Katrine   •  

    Hej Lena.
    Hvordan er det med helt almindelige dagligvarer som mælk, æg, ost mel og havregryn? Kan det fås økologisk i Nuuk?
    Vh Katrine

    • Lena Lauridsen Lena Lauridsen   •     Forfatter

      Kære Katrine
      Tak for dit spørgsmål. Du kan få “alt” i Nuuk. Basisudvalget er fuldstændig som i DK, men der er ikke så mange varianter eller mærker. De varer du spørger på er altid standard på hylden – også som økologiske. Laktosefri og glutenfrit er efterhånden også standard varer her i Nuuk.
      Mange hilsner, Lena

  2. Katrine   •  

    Tak for svar 🙂 Det lyder godt! Vi, en børnefamilie med to små, er i den spæde overvejelses-fase, og så er der mange små detaljer man bliver nysgerrig på, så jeg blev glad da jeg fandt din blog 🙂

    • Lena Lauridsen Lena Lauridsen   •     Forfatter

      Spørg endelig – Grønland er et fantastisk land for alle, og specielt for småbørns-familier. Den tid og det samvær, som I kan få sammen her, er svær at finde andre steder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *