IMG_1391

Når skepsis bliver til passion

En sjælden gang kan man blive kastet ud i en ny verden under protest, som ender med at fylde et tomrum ud, som man ikke vidste eksisterede. Sådan blev mødet med karate for mig. I Nuuk af alle steder.

Denne blog er lidt utraditionel for mig, men jeg vil egentlig gerne fortælle en historie, som måske handler mere om mig end om Grønland, og havde min nye passion været langrend eller havkajak, så ville jeg ikke føle det så grænseoverskridende at skrive om det her.

Efter et halv års tid med “nej, nej, nej” lod jeg mig i juli 2016 provokere til at tage kontakt til Nuuk karate klub. Jeg bryder mig ikke om at slå på andre, er typen der hopper forskrækket tilbage, hvis nogle kommer mod mig, og er generelt bare mere den søde pige end hende med de stålfaste øjne, der siger ”Du tør ikke komme tæt på mig”.

Desværre for mig svarede klubben næsten øjeblikkeligt på min besked, og jo: Der var både sommertræning og voksen begynder, og jeg kunne starte dagen efter. Dybt suk! Nu var jeg jo fanget. Heldigvis kunne jeg så sige, at det var prøvet og forhåbentligt få noget ro.

Min ihærdige ven og eks-karate udøver var glad, og blev ved med at sige, at jeg ville elske det, og at der var mange elementer i karaten, som jeg ville kunne genkende fra yoga – yeah right!

I dag, syv måneder senere, må jeg sige, at han så noget i mig, som jeg i hvert fald ikke selv har set.

Indrømmet; De første gange var jeg skeptisk, og det der med at træne tre gange om ugen måtte da være løgn. Men jeg kan ikke engang sige, at det gik langsomt… For ret hurtigt prioriterede jeg meget højt at komme af sted tre gange om ugen, og der gået mange kata’er/serier på køkkengulvet siden, slag øves foran spejlet i badeværelset, og at tage en øjenkontakt med makkeren foran mig, når der trænes, er ikke længere nervøs latter fremkaldende eller totalt angstprovokerende. Selv yoga-referencen har jeg købt.

Jeg er nybegynder, og jeg har det ikke i mig til at kæmpe eller at slå på folk. Men jeg elsker bevægelserne, elsker det konstant at forfine – det at mærke, at jeg bliver bedre. Og jeg må efterhånden indrømme: En gang i mellem er det lidt sjovt at slå… eller måske rettere at få en fornemmelse af at kunne afværge. Jeg bliver udfordret både fysisk og mentalt, og jeg elsker at overgive mig til noget totalt nyt, hvor jeg simpelthen ikke har overskud til andet end at være i nuet. Det er en fantastisk fornemmelse: Job, familie, hverdagens trivialiteter – intet af det eksisterer til træning.

Jeg tror, at jeg er lige dele totalt frustreret og totalt glad under en træning. Bevægelserne i karate er svære, og det er stadig en udfordring at huske, hvad de enkelte øvelser og begreber hedder. Nogle gange føler jeg mig som en fransk klovn. Men fornemmelsen af, at jeg konstant kæmper mod mig selv, er det, som driver mig. Og lysten underbygges kun af, at jeg aldrig får et nej, når jeg har behov for at få forklaringerne for gang nummer 110.

Nu er det i mit tilfælde karate, men i bund og grund er det jo lige meget, hvad man kaster sig over. Flere af mine veninder her i Nuuk har fundet en passion i fx crossfit. Og rigtig mange, der kommer til Nuuk, starter med langrend, alpin, løb, bueskydning…

Mit budskab er egentligt bare: En flytning til Grønland er også bare hverdag, uanset om jeg er i Nuuk eller på Nørrebro. Og alt behøver ikke kun at kunne sættes i en grønlandsk sammenhæng.

Vil du følge med fremover?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og få besked når der er nyt på bloggen:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *