Lena notesbog

Kan en notesbog give energi?

Den første blog er som at skrive den første side… Jeg kan ikke udtrykke min taknemmelighed nok til alle jer, som har troet på denne bog – troet på mig – og hjulpet mig til, hvor jeg er nu: i gang med at skrive. Nu er jeg i gang med hjælp fra sponsorer og opbakning fra min familie, venner og masser af skønne mennesker i det danske og grønlandske, som bliver min kilde til inspiration.

Lige nu samler jeg puslespilsbrikkerne til det som i, forhåbentlig, september 2014 bliver en bog – en inussuk.

Inussuk betyder varde. Overalt i Grønlands natur står disse menneskeskabte pejlermærker af sten for at hjælpe mennesker med at finde vej. De giver tryghed i ukendte omgivelser – de fortæller mig, i hvilken retning jeg skal gå, så jeg undgår misforståelser og usikkerhed. Det er mit mål for denne bog: at give fundamentet til en god og tryg start i Grønland. De gavner både de mennesker, som kommer hertil, og de virksomheder, som de skal arbejde for.

Her på bloggen vil jeg dele mine tanker efterhånden, som jeg samler puslespilbrikkerne. Glæder, når jeg lærer noget nyt. Undring, når jeg møder noget ukendt. Frustrationer, når noget ikke går som planlagt. Smil, når Grønland overrasker mig. Og sikkert meget mere. Kommentarer, input og ideer er velkomne: Det er den måde, bogen bliver bedst på.

Jeg har som det første købt mig en lækker notesbog, som bliver mit anker det næste år. Jeg får så meget energi, når jeg ser på den. Den er indbegrebet af Grønland: Blanke sider uden grænser, nøjagtig som jeg oplever naturen her. Jeg kan sejle i fjorden på kryds og tværs, jeg kan gå i fjeldet. Der er ingen mur, der stopper mig. Og den er indbundet med sælskind: et bæredygtigt naturprodukt med masser af varme. Det er også mit Grønland. Mit pejlemærke i notesbogen er et hjemmegjort ”bogmærke” med sætningen: ”Det er ét sekund mellem drømme og virkelighed. Det sekund du beslutter dig!”

I min notesbog bliver alt samlet. Den bærbare bliver også min følgesvend, men der er nu noget ved at notere i hånden, som bare er bedst.

Jeg kan godt lide, når tingene hænger sammen: Derfor er baggrunden her på bloggen også sælskind. Og der er rød farve – ligesom på snoren, der holder mit bogmærke.

Nu er jeg i gang sådan helt officielt: Jeg glæder mig sådan over hver eneste dag, hvor jeg kan forbinde alle mine puslespilsbrikker med ord.

Vil du følge med fremover?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og få besked når der er nyt på bloggen:

  2Kommentarer

  1. Line Mørkbak   •  

    Sikken dog en indbydende blog og notesbog hvor du byder os “indenfor”. Dit bogprojekt er så relevant og det bliver dejligt at skulle følge din rejse i skriveprocessen mod det endelig resultat. Spids blyanterne – oplad pc batterierne og kom i gang at nedfælde alle dine ideer og viden.
    God vind kære Lena

  2. Lena Lauridsen Lena Lauridsen   •     Forfatter

    Tak Line! Det ér spændende, og det ér helt rigtigt. Og jeg glæder mig til at byde dig indenfor i universet, når det bliver tid! Og hvorfor mit billede kommer frem i din kommentar, aner jeg ikke 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *