snesko i ingenting

Kan du holde dit eget selskab ud… ?

”Man skal kunne lide naturen” er typisk standardsvar til et spørgsmål om gode råd til nye i Grønland. Naturen er overvældende og allestedsnærværende. Den er det første, folk nævner.

Lige indtil i dag, hvor jeg fik et andet svar: ”Det er ligegyldigt, om du elsker naturen. Det er vigtigt, at du kan holde dig selv og din familie ud”

Og jeg blev så glad! Det er ikke sådan, at det er en ny åbenbaring, for bemærkningen kommer næsten altid. Men ikke som nummer et, og slet ikke i den form.

Jeg kan ikke være mere enig. Da vi flyttede til Grønland, var der flere, der sagde til mig: ”Det bliver aldrig godt. Du er jo ikke et naturmenneske” Alligevel er jeg ganske lykkelig i Grønland, og familien har ingen planer om at skulle andre steder. Jeg indrømmer blankt, at man ikke ser mig i fjeldet hver weekend, på skibakken hver dag i sæsonen eller overnattende i telt flere gange på en sæson. Jeg elsker naturen, elsker at være i den, elsker at bruge den. Men inkarneret friluftsmenneske, som mange tror, at man skal være i Grønland, er jeg ikke. Jeg er hverken spejder eller fodformet.

Til gengæld er jeg fantastisk god til osteklokketilværelsen. Til at underholde mig selv og finde på aktiviteter. Til at være sammen som familie, og nyde det frirum livet i Grønland giver. Kan man holde sit eget selskab ud i længere tid af gangen, kan man også trives i Grønland. Det er her filmen knækker for mange af dem, som indløser returbilletten.

For integration er ikke så nem. Det kræver, at man proaktivt viser interesse, viser flaget, tager initiativ. At man er åben. Det kræver mod, og vilje til at overskride egne grænser. At man kan small talke og have det fint med overfladesnak. Det tager tid, og det kræver tilpasning til en anden kultur, en anden måde at være sammen på, og en anden måde at kommunikere på. Man kan ikke forvente, at man kommer hertil, og straks bydes velkommen, som mange har oplevet det i expatmiljøer rundt om i verden.

Treårs-turisterne (som kommer i alt fra en seks måneders til tre års-udgave) bliver ikke lukket ind. Der er en for-historie, som vi ikke kommer udenom, og hvor der er plads til forbedringer på begge sider. Men vigtigst er, at Grønland ikke har et expat-miljø, hvor alle kommer og rejser igen. Det er en lokalbefolkning som bliver, og som skal have en dagligdag til at fungere samtidig med, at der er en lind strøm af typisk danskere, som kommer for en periode. Jeg har hørt to versioner på denne tur, som begge gik i hjertet: ”Jeg gider ikke tage afsked med flere venner” og  ”Hver gang nogen rejser, tager de et stykke af mig med”.

Begge versioner fortæller historien om at miste lidt af sig selv, hver gang man har ladet en tilkaldt vinde plads i hjertet og set dem rejse. Jeg forstår godt, at den lokale befolkning – og også danskere som har valgt at bo her – passer på dem selv.

Det betyder ikke, at de afgrænser sig fra at byde velkommen. Der er rig mulighed for fællesskaber, om det så er fodbold, kunstmaling eller sikring af den frivillige drift af byens biograf. Det er ikke et dybt venskab, men dog et fællesskab, og typisk et hvor man mødes på tværs af etnicitet, alder og erhverv. Også et fællesskab, hvor er er plads til udvikling efterhånden.

Og typisk efter tre år bliver man mødt med et ”Ihhh, er du her endnu”, og smilet er lidt varmere.

Det handler om at vise, at man vil Grønland og samfundet. Også selvom man ikke er friluftsmenneske. Og mens man er på denne rejse mod accept, skal man være klar til at gå mange skridt alene.

Vil du følge med fremover?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og få besked når der er nyt på bloggen:

  2Kommentarer

  1. Kristian Sørensen   •  

    Helt rigtig pointe i indledningen – men jeg tror, at _begge_ dele er en forudsætning for at falde til i Grønland. Om man er naturmenneske eller ej, så mener jeg, at hvis man ikke inderligt kan sætte pris på landskabet uden for vinduet, at se en hval eller sæl, en flot isskosse, de flotte solnedgange og alt det andet – ja, så “overlever” man ikke længe i Grønland.

    Du åbner i slutningen af indlægget her en anden vigtig problemstilling, som jeg håber du vil skrive mere om senere 🙂 Nemlig det med at “Det handler om at vise, at man vil Grønland og samfundet… Og mens man er på denne rejse mod accept, skal man være klar til at gå mange skridt alene.”
    Jeg har opfattet dette som en af de største barrierer, hvor man specielt som dansker, nærmest skal være overenthusiastisk omkring Grønland, og i tale og handlinger ikke se tilbage på Danmark. Det er ikke velset at sige (eller tænke?) “Vi har tænkt os, at være her et par år”… Nej, “Det er her vi bor og her vores hjem er”, siger vi alle sammen til hinanden – og det bliver vi ved med lige ind til den dag retur-billetten er købt. For lige så snart man overhovedet lufter en tanke om, at grønlandseventyret har en ende*, så sker der mange ting ved ens omgivelser – både professionelt og personligt.
    *) Og enden er jo ikke altid en afslutning. De af os der inderligt har nydt tiden i Grønland kommer jo nogle gange tilbage igen og yder mere til og i samfundet. For Grønland gør jo virkeligt noget ved én. Vi ville aldrig have været det foruden, og det er ikke usandsynligt at vi kommer tilbage på et tidspunkt i fremtiden, selv om det ikke ligger i kortene lige nu.

    • Lena Lauridsen Lena Lauridsen   •     Forfatter

      Tak Kristian. Jeg kommer mere ind på den sidste del senere. Det kan jo roligt love 🙂 Det er netop, som du selv skriver, en af de største udfordringer med mange usynlige mure og tabuer. Mange hilsner, Lena

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *