Hotel Arctics terrasse

Ilulissat – en by med rank ryg

Så ser man lige mig. Siddende på Hotel Arctics terrasse og med næsen i sky. Solen skinner, der er læ, og jeg kan sidde i min bluse. Hotellets slædehunde og ravnene er ikke de bedste venner, men stille og roligt markerer de grænser, og leder sammen efter madrester i sneen. Isfjorden sætter rammen. Som et maleri, der ændrer sig hver dag. Det samme indhold, men i forskellige formationer.

Fra restauranten hører jeg ”Forårsdag” af Anne Linnet. Lige nu er lykken gjort, lige nu har jeg ikke behov for mere. Solen brænder i mine kinder og bortset fra Anne Linnet og mågerne, der kredser om fiskerbådene, høres ikke lyd.

Sikke seks dage her i Ilulissat. Fyldt med indtryk, smil, åbne mennesker, nysgerrighed og velvillighed til at dele stort og småt om livet i byen med mig. Jeg har siddet med i alt femten forskellige mennesker, fra den grønlandske topchef til skolelæreren på kort kontrakt. Og notesbogen bugner af guldkorn. Jeg har sikkert også tabt et par stykker hen af vejen. Hovedet er fyldt nu, jeg er mættet mentalt af indtryk.

Jeg har spurgt om byen, om Grønland, om kulturen – om erhverv, turister og grønlandsk mad.  Denne by som ”lugter af røget hellefisk og hundelort” som jeg fik det fortalt med et glimt i øjet. For det er byens eksistensgrundlag: Fiskeriet og turismen. Det er mit indtryk, at byens puls er hurtig. Her står ingen og hænger, turistoperatørerne er i gang, og mænds standard påklædning virker til at være blå kanvas overalls. Der er hundeslædekørsel, jollefiskeri og moderne fiskeforarbejdsningsanlæg. Det moderne Grønland møder traditionerne her. De trives side om side. Her er ingen offentlige institutioner. Her hersker det private initiativ. Man kan og vil selv. Ryggen er rank.

Under overfladen er der udfordringer som alle steder: fastholdelse, lærere, læger, manglende tilbud til unge, et hårdt fiskerliv. En kommune med store drømme og høje ønsker, men en økonomi der hænger i laser. Hvor aftensskolehold aflyses grundet økonomi, hvor tandplejen kæmper for at kunne tilbyde forebyggende behandling…

Men når man som turist sidder på hundeslæden, ser naturens storhed, og oplever stilheden hvor kun sneen under slæden høres. Når man sejler ud i isfjorden eller går i fjeldet, så ser man ikke den anden side. Og det er helt ok. Når man skal bo her, er det noget andet. Så skal man forholde sig til det som en del af hverdagen. Man skal kunne trives i vadestedet mellem lyse fremtidsudsigter og knuste drømme.

Lige nu på terrassen ligger jeg tankerne fra mig. Nu kan jeg høre, at kokken Jeppe fortælle om aftenens menu til tjenerne. Den anden dag fortalte han om glæden ved grønlandske råvarer til mig. Bagefter var jeg i køkkenet hos Paw og fik en opskrift med hjem. Denne gæstfrihed og tid har jeg mødt alle steder: ”Vi tager lige en kop kaffe og snakker”. Tak Ilulissat!

I morgen går turen videre til Sisimiut. Der er en masse løse ender i notesbogen, jeg skal binde sløjfe på inden. Men lige nu er det solen, terrassen, stilheden og mit foranderlige maleri, der skal nydes.

Vil du følge med fremover?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og få besked når der er nyt på bloggen:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *