IMG_0581

Håb og tak til betjenten Julie og børnehjemmet i Uummannaq

Håb kan komme fra mange steder, og lige nu sidder jeg med varme i hjertet og tænker på Julie og børnehjemmet i Uummannaq. De to giver for mig håb for at skabe grundstenene for det Grønland, som jeg håber en dag vil være.

I morgen er der valg til Inatsisartut, og valgkampen har været en lang ønskeseddel fra en række politikkere, som kommer med de løfter, som mange vælgere ønsker at høre. Men stiller man politikerne spørgsmålet ”hvordan”, bliver de oftest stille. Valgkampen har først og fremmest handlet om selvstændighed, sprog og identitet, og ikke om de nødvendige valg og fravalg som skal føre Grønland derhen.

Hvert 3. barn i Grønland har oplevet et overgreb. Det være sig misbrug, fysisk eller psykisk vold eller forældre, som ikke magter dem. Hvert 3. barn… Det er de børn og unge, som skal bygge fremtidens Grønland.

Det er her, Horisonts udsendelse og Julie kommer ind i billedet. Julie er politibetjent, og hun har set sit. Men hun tror på mønsterbryderne, og at hun kan gøre en forskel. Med respekt og varme er hun kendt i Nuuks bybillede, og børnene er trygge ved hende. Julie er også en del af min hverdag, og jeg kan sige, at det ikke bare er godt klippet TV.

Og så er der børnehjemmet i Uummannaq, som gør en kæmpe forskel. Jeg har ikke været der, men har set børnene optræde mange gange. Det er utroligt, hvad en fremsynet leder kan skabe sammen med et stærkt og varmt personale. At se børnene giver håb om, at alle kan komme videre, hvis rammerne er der. Ikke blot søskendeparret, som Horisont primært følger, men også de beboere, som jeg kender fra min hverdag.

Jeg tror på Grønland, og jeg hepper på, at der kommer mange flere betjente som Julie og børnehjem som i Uummannaq – og jeg håber, at mange vil se det håb og engagement, som Horisont dokumenterer. Jeg håber, at du ser den.

Vil du følge med fremover?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og få besked når der er nyt på bloggen:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *