Tasiilaq

Håb og håbløshed i Tasiilaq

Der går en lille familie foran Pilersuisoq. De samler dåser. Og der er nok at samle af. Lønningsdagsfesten startede i går, og skiltet om, at der ikke må drikkes foran butikken, ænses tydeligvis ikke. Nu er butikken lukket for i dag, og festen blæser ud gennem de åbne vinduer.

Hundredvis af øldåser ligger spredt ud over pladsen, og for 13 øre per afleveret dåse på affaldssorteringen, kan jeg godt forstå den lille familie. De er tydeligvis vant til det, og de små børn synger, mens de rejser dåserne, så mor eller far kan trampe dem flade og putte dem i sækken.

Jeg er ikke blind for, at der er en skyggeside af Tasiilaq. Den er både tydelig og nærværende. Men jeg ser også noget andet.

Jeg ser en pæn by, og nogle hjertevarme mennesker, som smiler og hilser. Man føler sig velkommen. Jeg hører fra dem, som har boet her længe, at det går den rigtige vej. Godt nok langsomt. Der drikkes lidt mindre: de unge mennesker ved, at de har et valg. Halvdelen er lærerne på skolen er grønlændere. Heraf flere østgrønlændere. Halvdelen af sygeplejerskerne på sygehuset er østgrønlændere.

Hvert år rejser ca. 5-6 østgrønlændere til Nuuk efter 10. klasse for at gå på gymnasiet eller tage en håndværksuddannelse. Bare det, at de rejser er et fremskridt. Uanset om de fuldfører.

Et eller andet sted er det også fornuft, når de udsatte familier handler mad ind til hele måneden på lønningsdagen (og håber at det rækker), inden de bruger pengene på druk og fest… Eller når forældre afleverer deres barn på kommunen, og beder dem om at tage vare på det i weekenden, da de skal feste…

Eller når bedsteforældre, der har fået deres barnebarn i gave, selv beder om at få det i pleje, da de ikke magter barnet. Det behøver ikke at være socialt betinget, men hvor mange bedsteforældre magter et barn eller en teenager, som stiller spørgsmål til og om livet, der aldrig har været af deres liv: Skole videre end 7. klasse, internet, globalisering, politik…? Der findes ganske få ressourcestærke familier, som kan træde til, og langt fra nok. Få er vel bedre end ingen.

Jeg hører også, at mange udsatte gerne vil have hjælp, men ressourcerne er for få.

Og når jeg går rundt i byen her midt i lønningsdagsfesten, ser jeg også masser af ædru mennesker.

Jeg er ikke blind for alle de børn og unge, som også er på gaden med sodavand og chips, fordi de har fået penge til at klare dem selv for i weekenden, mens forældrene fester. Jeg er heller ikke blind for, at der intet brød er nogen steder, da bageren ikke mødte i morges.

Jeg ved også, at der er folk her i byen, som leder efter mad på dumpen og i containere.

Jeg er heller ikke døv, når ledere fortæller mig, at de ofte er det eneste faste holdepunkt, og de skal kunne rumme de sociale udfordringer. Som en sagde til mig: ”Du skal give, uden at give alt – Du skal holde dig fri, men være i det. Du skal rumme mord, selvmord, vold, incest, alkohol og at konen sover i den forkerte seng. Du er ofte den eneste, som de kan komme til, da familien er for infiltreret…”

Jo tak. Prøv lige at skrive det i stillingsopslaget… Men hatten af og kæmpe respekt!

Jeg holder mig stædigt til de fremskridt, som jeg hører om. Menneskeligt, socialt, uddannelsesmæssigt, og den påvirkning som Island har på Østgrønland i takt med at turismen derfra bliver stadig større. Østgrønland har uden markedsføringsbudget eller bekvemmeligheder ca. 6.000 turister om året, fordi Island ser en kæmpe mulighed i området. Mon ikke, at der er grobund for noget mere der.

Her bor kun 3.000 mennesker, med et andet sprog og en anden kultur end de øvrige 53.000 i Grønland. De er en minoritet, og det føler de sig også som en sådan. I Vestgrønland siges der ofte, at Østgrønland ikke en del af det ”rigtige” Grønland. Paradoksalt nok bliver Østgrønland i turistbrochurerne markedsført som et af de sidste steder, hvor man kan se det ”ægte Grønland”

Jeg havde selvfølgelig hørt om Østkysten, inden jeg kom. Men jeg havde bevidst valgt ikke at opsøge Østgrønland i Vestgrønland, og tale med mennesker på forhånd. Jeg ville gerne holde mig fri for forhåndsindtagelser. Her er selvfølgelig svært, men jeg kan godt forstå, hvorfor mange falder for Østgrønland, og jeg hører kærligheden i stemmen hos dem, som jeg taler med. Lige så klart som jeg hørte børnene synge foran Pilersuisoq.

(Denne blog udgives først nu fire uger efter den er skrevet )

 

Vil du følge med fremover?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og få besked når der er nyt på bloggen:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *