IMG_2523

Fra Dizzi Mizz Lissi til Cirkus Arena – En weekend i Nuuk med fart på…

Det var været en travl weekend i Nuuk. Natur og kultur har der været rigeligt af, og det har faktisk været en af de weekender, hvor vi har skullet prioritere og foretage valg.

Fredag – lørdag blev der afholdt stor musikfestival i Nuuks kulturhus Katuaq. Masser er skøn musik, glade mennesker, fadøl, og gode grønlandske bands. Det hele kulminerede lørdag aften, hvor Dizzi Mizz Lizzy afsluttede festivalen med et brag af en koncert.

Cirka samtidig med Dizzi Mizz Lizzy spillede Poul Dissing og sønner intimkoncert blot få hundrede meter væk på Hotel Hans Egede. Også her godt med mennesker.

Lidt mere for børnefamilierne gav Cirkus Arena forestillinger lørdag og søndag. For 31. år er Cirkus Arena på en Grønlands turne i byerne Nuuk, Sisimiut, Maniitsoq, Aasiaat og Ilulissat. Magikerens duer er de eneste dyr, som er med, men ellers er der klovne, prinsesse, jonglører og flyvende artister. Forestillingerne holdes i hallerne rundt om i byerne, og giver ægte cirkus stemning med hvin og glade børneøjne. Godt nok er mine børn store, men vi tog turen i cirkus i år for første gang, og det var to skønne timer.

Tidligere i dag deltog børnene og jeg også i Svøm Langt. Svøm Langt er en årlig begivenhed, hvor svømmehaller i hele Danmark – og Nuuk – kæmper om at svømme længst. Det er lidt eksotisk, at Nuuk deltager, og vi plejer at få gode resultater. 174 borgere fra Nuuk i alle aldre og størrelser var i vandet, og vi svømmede os faktisk ind på en 2. plads i kategorien ”flest svømmede meter” blandt de 38 tilmeldte svømmehaller. Det er ret flot!

Derudover er der flere, som har brugt weekeenden i naturen og på jagt. Sæsonen er ved at ebbe ud. Vinter nærmer sig, og nu skal det sidste i fryseren. Skal der samles ind til juledekorationer, er det også nu. Sneen falder, og er ikke langt væk. I Nuuk kryber den ned af fjeldene, og den rammer også byen i ny og næ. I byerne nord for Nuuk er sne nu normalt. Kun i Sydgrønland holder de stand lidt længere.

Jeg har fundet vinterfrakken frem nu. I morgen skal den bruges for første gang siden maj. Ja, det lyder lidt helårsagtigt. Men ih, hvor har jeg nydt månederne i kort jakke. Det er vist slut nu. Udenfor rasler vinden, nordlyset blafrer, og en travl weekend afsluttes i sofaen med min bog på Mofibo. Ungerne ligger i sengen med henholdsvis Minecraft og Netflix. Jo, Nuuk er skam en skøn arktisk hovedstad med mange muligheder.

Vil du følge med fremover?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og få besked når der er nyt på bloggen:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *