IMG_9619

Forelsket i grønlænderne

Det er sensommer i Grønland. Den første sne i Kangerlussuaq faldt i dag, og i morges var Nuuks tage dækket af et tyndt lag is. Det er en smuk tid, og lysene findes nu frem om aftenen. De sidste bær plukkes i fjeldet, og der er jagt i weekenderne. På mange måder en tid, hvor Grønland kommer til sin ret, de fantastiske historier fortælles, og naturen står smukt gyldent alle vegne.

Samtidig er der menneskene, og jeg vil gerne dele en oplevelse, som for mig fortæller meget om grønlænderne som folkefærd. Forleden skulle jeg flyve hjem til Nuuk fra Sisimiut. Da jeg kørte ud med bagagen, fik jeg af vide, at de nok var nødt til at sætte nogle passagerer af for vind, vejr og en overbooking gav lidt problemer. Så alt og alle blev vejet. Først bagagen, og bagefter hoppede jeg op på vægten. Alle kom gennem den tur, og heldigvis gjorde forberedelsen, at alle kom med flyveren.

Noget af det som reddede os var, at et sportshold, som var booket som mænd, kun var store drenge. Og de drenge gav mig så mange smil. Det var tydeligt, at her var et sportshold, som ikke var vant til at flyve. Der var glæde , larm og latter. Så snart vi var i luften, blev døren til cockpittet åbnet, og en pilot kom ud i kabinen for at skabe plads i cockpittet. De næste 40 minutter gik med at drengene på tur var inde i cockpittet, og hver dreng fik den store tur. De andre drenge stod op i maskinen, trippede spændt på deres tur eller i gang med at fortælle…

Air Greenlands piloter er – udover at være hamrende dygtige – de mest menneskelige piloter, som jeg har mødt på min færd rundt i verden.

Da vi landede var det til store klapsalver, som vi tit oplever i Grønland!

En lille time af mit liv, og et godt øjebliksbillede på Grønland. Stemningen, menneskene, glæden i dagligdagen og nærværet kan fortrylle de fleste, som kommer hertil. Jeg har forelsket mig i Grønland som land, og de mennesker som trods alt er flertallet her. Og selvom jeg til tider kan blive noget så frustreret over kulturforskelle, så ser jeg oftere glæden i de små detaljer og glæder mig over nærværet. Grønland har lært mig at slappe mere af og at grine lidt højere.

Vil du følge med fremover?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og få besked når der er nyt på bloggen:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *