Grønlandsk julestjerne

Er der mere end tre trin til en grønlandsk jul? – og hvad sker der lige med de klejner?

Det sidste jeg ser om aftenen, og det første der møder mit blik om morgen, er det orange lyshav fra julestjerner, der hænger i alle vinduer. Det er så smukt. Det er vores anden julemåned i Grønland, og vi glæder os til atter at holde en smuk og rolig jul i Nuuk.

December er også for mig anledning til at få skrevet om juletraditioner i Grønland. Det er jo nu det hele sker.

Der skal skrives om julestjerner, julemand og julegaver den 24. om morgenen. De tre trin i meget grove træk.

For mig er julestjernene et stort hit. Det er så smukt i den mørke tid. Et andet hit er julemanden, som lander i hans helikopter den 24. om morgenen foran Sana i Nuuk. Fantastisk start på en skøn dag, hvor vi kan hilse på ”alt og alle”. Vi har sagt til børnene, at julemanden er nødt til at tage helikopteren, da rensdyrene skal hvile sig til om aftenen.

Hvid jul-garanti er også et stort plus.

Men hvordan er det lige med de klejner? Klejner er en hyggelig julespise, men tager det ikke lidt overhånd her? Er klejnen den vigtigste jule-småkage i Grønland? Jeg oplever, at klejner har første prioritet i julebagningen hos mange. Hos mig kommer de sidst. Helt sikker en fejl i min danske opdragelse, jeg undrer mig dog stadig… Der er også noget med en mand i Maniitsoq, som bager nogle uovertrufne klejner hele året rundt.

Hvad mon der gemmer sig af juletraditioner rundt om i Grønland i juletiden?

Findes der steder, hvor man stadig går rundt og synger fra hus til hus? Hvad spiser man helst? Er der historier fra grønlandsk mytelogi og sagn, som knytter sig til julen? Hvordan er traditionerne i Narsaq forskellige fra dem i Tasiilaq, Nuuk og Upernavik?

Det er et hyggeligt tema, og input modtages med kyshånd.

Vil du følge med fremover?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og få besked når der er nyt på bloggen:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *