Grønlandske nationaldragter

En nationaldragt med liv i

Den grønlandske nationaldragt er et stykke klæde fyldt med traditioner, forandringer, historier og ikke mindst liv.

Dragten bruges i hverdagslivet; Det er en festdragt, og slet ikke en museumsgenstand, som ordet nationaldragt måske kan indikere. Det er en dragt, der er fuldt med tiden og har udviklet sig i takt med muligheder og mode. Og den varierer i udseende  alt efter, hvor i Grønland man er. Den typiske farverige nationaldragt til kvinder med perlekrave til albuerne er fra Vestgrønland. I både Nord og Øst ser dragten anderledes ud.

At sy nationaldragten er en kunst, som kræver tålmodighed, færdigheder og kreative evner. Mange lærer det af kvinderne i familien eller på aftenskole. Og i Sisimiut findes Kalaallisuuliornermik Ilinniarfik – stedet hvor man lærer at sy nationaldragter.

Her fik jeg lov at komme på besøg, da jeg var i Sisimiut: Lade mig betage og beundre et håndværk, som er svært, omstændigt og kræver mange teknikker. Og som fremtryller nogle smukke klædestykker fyldt med historier.

Oprindeligt var kvindernes dragt lavet af skind, og pyntet med benperler. Plantefarver gav på kolorit på skindet. I takt med muligheden for glasperler, farvestoffer, bomuldsstof og silke er dragten blevet til det farverige kunststykke, som den er i dag. Snittet er det samme, men materialer har ændret sig, og mere pynt er kommet til.

Festdragten bruges til alle festlige begivenheder fra dåb, konfirmation og vielser, til første skoledag og når man dimitterer fra en uddannelse. Det er helt normalt at se dragterne i bybilledet, og de bæres i alle aldre med stolthed og naturlighed

Mændenes dragt består af en hvid anorak, sorte bukser og sorte kamikker. Kvindernes dragt er mere omstændig at lave, og priser mellem 20-30.000 kr. for en komplet dragt er ikke skræmmende. Heldigvis er både låne- og lejemarkedet stort.

Kvindedragten fra Vestgrønland har de fleste set. I Østgrønland er den oprindelige dragt lavet i sælskind, og snittet kunne lige så godt være taget ud af nutidens modeblade. Med muligheden for stof blev der lavet en mere enkel dragt á la Pocahontas. Den er også utrolig smuk, og med den bruges vestgrønlandske kamikker.

I Nordgrønland bruges isbjørnebukser og ditto kamikker. Silkeanorak og ingen perler.

Mange syr selv eller man hjælper hinanden internt i familien med at sy nogle dele og købe andre. Der er også tradition for at dele går i arv. Heldigvis laves dragten, så den kan syes både ind og ud efter behov. Den skal jo holde i mange år.

Kvindernes dragt er en puslespil af oprindeligt og tilført. Perler er ikke typisk grønlandske, men blev bragt hertil i 1600tallet af hollandske hvalfangere, som byttede perler for skind og mad. Oprindeligt blev perlerne blot hæftet på anorakkens krave, men efterhånden som perler blev almindelige, voksede det i Vestgrønland til den nu så kendte perlekrave.

De fine blonder på kvindernes kamikker mellem skind og blomsterbroderier er kommet til langt senere. De grønlandske kvinder lod sig inspirere af blondekanten på europæiske kvinders mamelukker.

At gå på jagt i disse detaljer, er også en rejse i Grønlands historie.

Uddannelsen til nationaldragt-skrædder på Kalaallisuuliornermik Ilinniarfik blev grundlagt i 2010, og nu er tredje årgang på vej gennem den to-årige uddannelse. Det blev uddannet syv i 2012, ni i 2013 og nu går 18 kvinder i alle aldre og fra hele Grønland på skolen.

De har travlt. For en grønlandsk nationaldragt tager tid at lave, og der er meget at lære. De første seks måneder introduceres de til teknikker, og syr samtidig en dragt i str. to år. Drenge og pige naturligvis med tilhørende kamikker og perlearbejde.

Skind forarbejdes fra de rå sælskind, der kommer direkte fra fangerne gennem afpelsning, garvning og farvning. Alt sammen i hånden. Forskellige broderiteknikker læres, og der hækles, strikkes og laves komplicerede perlebroderier.

Ved siden af timerne, hvor der læres teknik og gøres erfaringer, er der afleveringer i form af broderistykker, skindarbejder og avittat (broderi med skindstykker).

Efter det første halve år går kvinderne i gang med voksen størrelser. De kan frit vælge hvilken type af nationaldragt, de ønsker at sy. Så længe de producerer en komplet mandedragt med anorak og kamikker, og en kvindedragt med anorak, bukser/shorts, kamikker og perlearbejde og hvad der ellers er af dele.

Skolens forstander gør meget ud af at, kvinderne laver deres dragt, som de gerne vil have den. Med årene er der kommer mange detaljer og bestemte farver til dragten alt afhængig af alder og civilstand, som ikke var oprindeligt, hvor man brugte det, man havde ved hånden. Dette vil forstanderen gerne tilbage til, og fra skolens side opfordres til, at man bruger farver og mønstre, som man har lyst til.

Jeg fik lov at se materialer i alle stadier, processer og kvinderne i arbejde. Fik lov at se og føle de forskellige materiale og lade mig imponerede over processen og den tålmodighed, som det kræver at lave den grønlandske nationaldragt helt fra bunden.

En ting er, at jeg bliver imponeret – ligesom mange andre. Det er et imponerende håndværk, men det er også vigtigt at huske på, at det er svært både at forarbejde og at sy i skind. Og det er en stor del af den grønlandske historie.

En ting er smukke dragter, en hel anden del af historien er overlevelse: Når mænd tog på vinterjagt, afhang deres overlevelse af deres hustrus evner til at sy ordentlige kamikker og skindtøj.

Vil du følge med fremover?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og få besked når der er nyt på bloggen:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *