jordbær

Drømmen er kortvarigt til salg

Kender du det: Jeg vil hjem!?

Hjem, hvor der er forår og grønt græs. Hvor magnolia-træer blomstrer om kap med æbletræer. Hvor der er jordbær til 12 kr. i butikkerne, hvor shorts og sandaler snart er hverdagspåklædning. Der, hvor alle forstår mig, og alting fungerer…

Jeg er gammel nok i gamet med at bo fjernt fra mit fædreland, til at jeg ved, at dette er en fantastisk illusion, som intet har med virkeligheden at gøre. Jeg skal selv plukke de jordbær, hvis smagen skal være rigtig. Alt det ny-udsprungne er lig med pollen. Der er regnfulde danske somre og tro mig: det fungerer heller ikke efter mit hoved i Danmark.

Alligevel er jeg lige nu faldet i det hul, som alle, der bor fjernt fra deres fædreland, falder i fra tid til anden. Jeg har boet for længe i Grønland til, at det er en lang periode med kulturchok, jeg går i møde. Det er efterveer, som popper op i al den tid, man bor i en fremmed kultur. Når noget ikke går efter ens hoved, og tilværelse bliver lidt besværlig.

Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke er bedre end andre. Til trods for min viden og mit fag. For heldigvis ved jeg, at det er helt normalt: At jeg er helt normal, og det er blot en menneskelig reaktion på nogle omstændigheder i mit liv: Ægtesengen konkurrerer hårdt med Air Greenlands sæder, én tid hos bøjletandlægen, som jeg ikke kan tage med til, ét sundhedsvæsen, der ikke spiller efter min violin, én forårssnestorm, én kortvarig mulighed for inkasso for manglende betaling af en regning, som jeg ikke har modtaget, tomme hylder i supermarkedet… mange bække små, og så skal der intet til for at vælte læsset, og man tænker ”fuck dem”.

Det sker i Grønland, ligesom jeg har grædt snot i Frankrig, Brasilien, Finland, Mexico, Slovakiet og sågar Danmark. Det sker nu, og det vil ske om ti år også.

Det gode er, at jeg ved, hvor lidt der skal til, før mundvigene vender den rette vej igen. Én som ringer lynhurtigt tilbage og giver sin støtte, én som får mig til at le højlydt af en dum vits, en veninde som tager min datter til tandlægen, én som bare sender mig et smil, selvom jeg har vækket hende, og en mand som fortæller, at møbelpolstreren i Danmark er i fuld sving, så han har sæderne med i kufferten sidst på ugen. Fantastisk! Så slipper jeg for tanken om et halvt år med grimme havehynder i min stue. En himmel med aftenssol og tanken om den chai latte som min søde mand også bringer med i kufferten fra Danmark.

Men hvorfor nu denne blog post? Fordi sådan har jeg det lige nu. De sidste par dage har været hårde, og drømmen om det dejlige familieliv i Grønland har virkelig været billigt til salg. Men vigtigst af alt: Det er en normal reaktion, når man bor i udlandet. Det er også en del af at bo i Grønland som udlænding. Hvis man ikke ved det, så bliver reaktionen ofte hård, man kommer ind i en negativ spiral, som kan være svær at komme ud af. For mig er det hverken tabu eller ”synd for mig”. Jeg benægter den heller ikke. Det er en menneskelig reaktion, og alle får den, Så længe man ved, hvad det handler om, må man gerne sige ”Fuck dem”. I morgen skinner solen igen, og jeg har det skønneste netværk af folk, som dækker min ryg og samler mig op. Jeg skal bare række hånden ud.

Vil du følge med fremover?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og få besked når der er nyt på bloggen:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *