Årets korteste dag

Tak til Altair og Tarazed

Det er den 21. december, årets korteste dag. Nu vender det mod lysere tider. Klokken er snart 11, og det orange lys breder sig over fjeld og fjord; Solen er ved at stå op – Altair og Tarazed har gjort deres pligt.

Jeg har været til juleafslutning i Vor Frelser Kirke med børnenes skole, og drukket formiddagste hos en veninde. Det er ikke en tosset start på dagen, og i eftermiddag står den på julebagning.

Årets korteste dag fejres overalt i Grønland. I flere byer starter dagens program fra morgenstunden, hvor man kigger efter stjernegruppen Aassuutit, og dens to stjerner Altair og Tarazed. Stjernegruppen er en del af stjernebilledet Ørnen.

Helt tilbage fra gammel tid spejdede grønlænderne efter disse to stjerner i vintermørket. Når de viste sig i horisonten i øst lige før daggry, var det tegn på, at nu vendte solen tilbage, og dagene blev længere.

Myten lyder, at stjernegruppen Aassuutit holder øje med solen og sikrer, at den ikke synker i havet og indhyller jorden i mørke og kulde til evig tid. Stjernegruppen betragtes derfor som solens budbringer, og Altair og Tarazeds tilsynekomst på himlen fejres hvert år over hele Grønland.

Flere byer holder arrangementer med kulturelle indslag, fællessang og fortællinger om stjernerne. I Nuuk er der arrangement i Kulturhuet Katuaq med fortællinger om dagens betydning og om stjernerne, der er jazz musik og trommedans – og så er der står grønlandsk buffet.

For mine børn er det vigtigste i dag nok, at juleferien starter. Så om lidt fyldes mit køkken med latter og småkageforme, og indtil da vil jeg nyde stilheden, og sælerne der leger i vandet foran mig. Solen er oppe seks timer dag i Nuuk. Andre byer og bygder længere mod nord er helt indhyllet i mørke, og solen kommer slet ikke op.

PS: jeg er fuldt ud klar over, at tekniske beregninger viser, at netop i år, 2016, er årets korteste dag i morgen den 22. December…. Men vi fejrer det i dag.

Vil du følge med fremover?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og få besked når der er nyt på bloggen:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *